Fodbold Ole Kjær

Den tidligere målmand, Ole Kjær, er en sand EfB-legende og var med til at sikre den vestjyske traditionsklub pokal-titlen i 1976 samt det danske mesterskab i 1979. Han er med sine 474 kampe for esbjergenserne også indehaveren af klubrekorden for flest kampe, som endda kunne have været endnu flere, hvis det ikke var for opholdet i Næstved fra 1986-1989.

Klubber
Jerne IF, EfB, Næstved
Udvalgte titler
Pokalmester i 1976 og Danmarksmester med EfB i 1979

Det hele startede tilbage i Jerne Boldklub inden talentet hurtigt blev klart for Esbjerg fB, der hentede ham ind. I en alder af blot 18 år fik den stærke keeper sin debut på udebane mod Nyborg, og herefter erobrede han hurtigt en fast plads mellem stængerne for Esbjergs bedste fodboldhold.

Som aktiv spiller var Ole Kjær en rolig målmand med flere spidskompetencer, hvor især hans lynhurtige reaktioner og evnen til at bevare overblikket i enhver situation er værd at nævne. Hovedpersonen havde ligeledes forbløffende kvaliteter på stregen ved straffespark. I sæsonen 1976 reddede Ole nemlig 9 ud af 11 spark fra pletten.

Ole Kjær var en afgørende rolle i hans tid for klubben, hvor esbjergenserne var blandt Danmarks bedste i slutningen af 70’erne. De blåhvide fra Vestjylland besejrede Holbæk B&I 2-1 i pokalfinalen i 1976, og det skulle vise sig at blive nogle flotte år for Ole Kjær og EfB. Den efterfølgende sæson endte med en 3. plads efterfulgt af sølvmedaljer i 1978, hvor EfB-keeperen også modtog personlig hæder med titlen som Årets Spiller i Danmark.

Det hele kulminerede i 1979, hvor det danske mesterskab blev sikret og EfB kunne dermed tilskrive sig klubbens femte mesterskab med stor hjælp fra Ole Kjærs præstationer mellem stolperne rundt omkring på landets stadions. 1979-triumfen er også grunden til, at Esbjerg fB i dag stolt kan bære en stjerne over klubbens logo på spillertrøjen, som et bevis på fem danske mesterskaber.

I samme årrække debuterede Ole Kjær på det danske Landshold, da Danmark mødte Senegal på udebane den 2. februar 1977. Herefter opnåede han 26 landskampe, som især bliver husket for en pragtredning i overtiden på Wembley, da Danmark slog England 1-0 og sendte de røde og hvide til EM-slutrunden i Frankrig 1984. Til Europa Mesterskabet var Ole Kjær også indlemmet i truppen, men måtte nøjedes med en reserverolle for Sepp Pionteks mandskab.

Den tidligere EfB-keeper sluttede sin glorværdige aktive karriere med manér, da kamp nummer 474, som blev den sidste for Esbjerg fB på højeste plan, blev vundet 6-0 på Esbjerg Stadion mod Horsens den 20. juni 1992. Året efter blev der arrangeret en testimonial-kamp til ære for Ole, hvor EM-holdet fra 1982 spillede mod EM-holdet fra 1992 foran 15.500 tilskuere på Gl. Vardevej.